lørdag den 20. juli 2013

Damer i løbetid.

I dag stod den endnu engang på agility. Meeeen, dagen bød på en stor forhindring!
Vi træner agility på en kennel som huser 5 andre retrievere, og i dag var den ene af dem i løbetid.
Som vores træner siger, "når det sker, så kommer der bare ikke blod nok til begge hoveder" og så må man jo sætte forventningerne til træningsudbyttet lidt ned.


2 billeder fra en træning sidste år. Håber snart jeg kan lokke Leif med igen, så vi kan få taget nogle nye. 

torsdag den 18. juli 2013

Når hunden fælder.

Hos os, er der ikke noget der hedder fæld-sæson. Vi har hundehår over det hele, hele året rundt.
Sidste sommer lånte vi en børste, som virkelig tog fat og i år, må vi hellere få anskaffet os en selv.

Derfor gik turen i dag til maxizoo i Esbjerg. Jeg elsker at handle i den forretning. Jeg finder altid hvad jeg leder efter og personalet er bare så søde og hjælpsomme.
Det der er problemet med maxizoo er, at jeg altid kommer hjem med mere end jeg har brug for. 
I dag var ingen undtagelse (synes dog jeg har begrænset mig).

Jeg skulle egentlig kun have børsten, meeen man kan jo altid bruge et kødben eller to.

Børsten skulle afprøves med det samme da jeg kom hjem. Og man må sige at den virker. Carlo er dog ikke vildt tålmodig endnu, så det blev kun til 5 minutters børstning. Der kunne helt sikkert godt være kommet flere hår af hvis jeg havde brugt mere tid, men nogle gange skal man stoppe mens legen er god :)

Jeg vil helt klart anbefale at børste ude i haven :)


fredag den 12. juli 2013

Hundespil

I dag kortede jeg morgenturen lidt ned, til fordel for at spille bold og "lege" med maden med min hund.

Jeg har 2 hundespil liggende, som jeg får brugt alt for lidt. Så i dag blev de fundet frem fra gemmerne og blev fyldt mer Carlos morgenmad.

Første spil er ret simpelt, her skal Carlo bare bruge snude eller poterne, til at skubbe de små træplader  frem og tilbage for at finde sine godbidder.  

Næste spil er straks mere avanceret, her skal Carlo trække de grønne dutter op med munden, før han kan trække de gule plader ud med poterne, hvor godbidderne ligger i. 
Det tager gerne lidt tid før Carlo regner den ud, men så tager det ellers også fat.


Der findes mange forskellige hundespil i alle mulige afskygninger.
De mest populære er dem fra Nina Ottosen, men det er også de mest dyre (næsten 400.- for et spil).
Men der findes rigtig mange ganske udemærkede kopier til billigere penge. Mine to spil er købt i maxi zoo for hver 150.- 


 

torsdag den 11. juli 2013

Morgen-strand-tur

Der er vindstille i Esbjerg. Det skulle fejres med en morgentur på stranden.
Carlo er en kæmpe vandhund, så han var ovenud lykkelig da han så hvor vi kørte hen :)
Den lille plet ude i vandet, det er Carlo :)
Der er ikke noget bedre end at ligge sig ned, så man rigtig kan få kølet maven.