mandag den 17. november 2014

På med badedragten

Indtil videre, er det min mand der er hoppet i "bølgerne" med Lea, når vi har været afsted til babysvømning. Jeg kan på ingen måde passe min bikini længere! Min røv kan ikke skrues ned i str. 36 og brystet, ja det er da helt umuligt, at det skulle kunne komme i en H&M overdel.

Så i mangel på passende badetøj, har jeg knipset billeder på kanten af bassinet.
Men åh hvor ville jeg gerne være med. Det går jo lige i hjertet, når de to bedste i verden, plasker rundt og hygger sig i vandet - det vil jeg også være med til!

Så jeg har anskaffet mig en badedragt, hvilket betyder, at min post. gravide krop, skal blottes i omklædningsrummet og vises frem (i meget stramt tøj - som badetøj jo oftest er) for mangfoldigheden i svømmehallen. Ikke lige det fedeste hvis du spørger mig!
Jeg er 6 kg fra min "før baby" vægt  - bevares, jeg vejede kun 55 kg inden baby projektet gik i gang. Så nej, jeg er ikke kæmpe stor! Men 6 ekstra kilo, det er meget for mig.

Anyways. I weekenden gik det løs og det gik rigtig fint. Jeg var glad over, at jeg var kommet afsted og var top klar til badesjov med manden og Lea - lige indtil en unge sked i vandkanten...! Ad ad ad!!!
50.- og 5 min i vandet - nej hvor var jeg ærgerlig - og sur på det stakkels barn!

Når jeg nu endelig skruer mig ned i den før omtalte badedragt, må fornøjelserne gerne vare liiidt længere tak. Bedre held næste weekend!!!

lørdag den 15. november 2014

Strikke bio

I onsdags var jeg med nørkleri-klubben i strikkebio.

Der var ingen af os der havde prøvet det før. Men på opfordring af Rocknrollhausfrau (som jeg tror har startet konceptet - i samarbejde med Nordisk Film), valgte vi at kaste os ud i det.

Konceptet er ganske enkelt. Man bestiller sin billet (se Rocknrollhausfrau's vejledning på bloggen), tager sit strikketøj, hækletøj eller hvad man nu nørkler med og RÅ-HYGGER sig i biffen. Lyset er tændt så man kan se hvad man laver, men stadig se filmen i god kvalitet. Total win-win. En sidegevinst er, at man kan se hvilket slik man tager op af sin pose - GENIALT hvis du spørger mig.

Vi er næsten alle enige om, at vi gerne vil afsted igen. Meen, vi venter nu til, at strikkebio kommer til Esbjerg.

Åhh ja, endnu en sidegevinst. Panduro havde dælme smidt en lille goodiebag med garn, reklamer og rabatter...




mandag den 10. november 2014

Barnedåb

Søndag d. 2. nov - alle helgens dag/aften, blev vores lille stjerne døbt.
Lidt specielt, at få sit barn døbt, en dag hvor man mindes de døde - men også ret smukt, at fejre det ny liv, på netop denne dag. 

Vi havde gjort os mange overvejelser, om hvordan festen skulle afholdes. Normalt (læs inden vi fik børn), går vi ret meget op i, at finde en billig løsning - ofte en løsning, hvor man skal lave lidt selv. Vi ville nok have lejet en festsal, bestilt noget lækkert mad og hentet drikkevarer i Tyskland.
Men denne gang, blev det anderledes. Jeg havde rigeligt at se til, med den hæklede dåbskjole og bordkort der skulle færdiggøres. Så jeg fik overbevist manden om, at vi skulle have en fest, hvor ingen af os skulle røre en finger - uden at vi var finansielt ruineret bagefter.

Mange restauranter blev overvejet. Men i sidste ende, valgte vi Zone Esbjerg (Esbjerg Legeland).
Jeg synes det var en genial ide. Både mad og drikke, lå i en rimelig prisklasse OG vores gæster kunne fornøje sig i legelandet under hele arrangementet!
Jeg ved ikke om det bare er mig - men barnedåbe er jo røv kedelige! Der er hverken taler, sange eller dans og hovedpersonen sover sort set hele arrangementet væk. Så jeg synes det var perfekt, at vores gæster var underholdt - igen uden at vi skulle røre en finger. 

Vi havde en drømme-dag. Lea opførte sig eksemplarisk. Når hun var vågen, charmede hun alle gæster med sit søde baby-smil og når hun ikke gad mere, lagde hun sig til at sove i barnevognen, uden brok - perfekt!


mandag den 3. november 2014

Dåbskjolen

For halvanden måned siden, besluttede jeg mig for, at jeg ville hækle en dåbskjole til Lea.

Den oprindelige ide, var at hækle kjolen efter Stof og Stil's opskrift. Sværhedsgraden var 3 ud af 5. Jeg har snart hæklet i 2 år, så tænkte, at jeg sagtens kunne knække koden. Det kunne jeg så ikke!
Jeg ved ikke om det er mig der er dum/uerfaren, eller om det er opskriften, som er besværlig. Men det ville bare ikke løse sig.
Jeg inviterede straks Kage-milla og ByBrandt på besøg, så de kunne hjælpe mig. Men de gik i stå, samme sted som jeg.
Min mor, som har hæklet i et u-tal af år, havde selv besvær med kysen, og synes opskriften var kompliceret. Så det tog mig ikke mange sekunder, at tage beslutningen om at stoppe projekt "hækl en dåbskjole fra Stof og Stil".

Der var på det tidspunkt ca. 3-4 uger, til at kjolen skulle være færdig. Stresset, ja det tror jeg nok!
Jagten på en ny opskrift gik i gang. Vi fandt mange gode bud, men jeg var bekymret for at starte, på endnu en opskrift jeg ikke kunne finde ud af.

Så i sidste ende (og med inspiration fra @cykelmyggen_egon, som hæklede en dåbskjole til DM i hækling) valgte jeg, at hækle noget, jeg allerede havde prøvet før. Nemlig denne sommerkjole.

Kjolen skulle selvfølgelig hækles en del længere og størrelsen skulle også være en del større, da det jo var almindelig tyndt bomuldsgarn der var indkøbt til projektet.

Der er brugt 9 ruller almindelig bomuldsgarn.
Kjolen er hæklet på pind 3,5 efter denne opskrift.
Den er hæklet efter størrelse 18-24 måneder (pga. garnvalg og min utrolig stramme hæklefasthed) og måler 90 cm i længden.

Nedenfor, ses billeder af det færdige resultat.

Kjolen i næsten fuld længde.


Afslutningskant i bunden. 

Jeg er super tilfreds med resultatet! Det har været al besværet værd!

I næste indlæg, skal jeg nok vise et billede af Lea i kjolen. 

torsdag den 30. oktober 2014

Præmenstruel, pjevset og påtrængende!

I kender det godt - hva end i har børn eller ej - de der dage, hvor intet spiller!

Mit humør/overskud lider voldsomt under PMS - det kan man muligvis forklarer sin mand og dermed få lidt forståelse - men du kan ikke forklarer en baby, at i dag, ville være en voldsom god dag at opfører sig ekstra pænt på.

Lea vælger at krydre dagen med at være ekstra pjevset. Dagen startede ellers godt! Næsten 3 timers morgenlur, hvorefter tøsen var i et herligt humør. Men efter 2. lur, der blev alt for kort (fordi der åbenbart var ENDNU en bøvs der trykkede), var det gode humør væk. Og Gud nåde trøste den, der måtte forsøge at putte pigebarnet igen!!! 

Nå, men efter lidt mad, en laaang kamp, en anden sutte-model og en lille trilletur med barnevognen, vandt mor her og pigebarnet sover endelig.

Nu sidder jeg så tilbage med en påtrængende hanhund, der opfører sig som om, at han aldrig blev luftet, selvom det kun er 1 time siden vi var på tur sidst...

Jøsses - er klokken ikke snart 22, så vi kan tage tilbage til drømmeland.

Planlægger et mere glædestrålende indlæg næste gang ;)


onsdag den 29. oktober 2014

Ultimativ lykke - ultimativ frustration

Jeg læste engang et sted, at det at blive mor, var en ultimativ oplevelse - ultimativ lykke og samtidig ultimativ frustration - og jeg forstår det sååå godt.
Man kan også vælge at kalde det, en "både og" oplevelse.

Pludselig er ungen rykket op i str. 62 og man bliver lykkelig over, hvor godt hun vokser - men samtidig helt skræmt over, hvor hurtigt det pludselig går.
Når pigebarnet så, samme dag, bryder ud i utrøstelig gråd, så tænker man "nøj hvor jeg glæder mig, til hun er gammel nok og kan fortælle hvad der er galt" og så går tiden bare alt for langsom.

Sådan er det med mange ting. Man glæder sig over den gode kontakt og alle de smil man pludselig får, nærmest fra den ene dag til den anden. Men med i den pakke kommer også, at barnet pludselig kræver mere kontakt og ikke gider lege selv.
Jo ældre de bliver, jo mere bevidste bliver de om, hvad de gerne vil og hvad de BESTEMT IKKE vil - og pludselig forstår de også, hvilken magt deres gråd har.

Det er mega fedt at være blevet mor og jeg nyder det hver dag (ikke hele dagen, hver dag, men hver dag). Man skal prøve det selv tror jeg, men den der ubeskrivelige kærlighed og lykkefølelse, den vokser sig bare større og større for hver dag der går.

Når det så er sagt, så er det dælme også frustrerende!
Der er dage, hvor man står med et tydeligt træt barn i armene, som IKKE vil sove og ytrer sig højlydt herom - i lang tid - før det endelig giver op. Dage hvor barnet nærmest kun er på tværs. Dage hvor far kommer hjem og tager over, men gør det helt helt forkert (synes man selv) og man er nødt til at holde sin KÆFT, for at bevare sit ægteskab - stakkels mænd altså, vi kan jo være frygtelige os kvinder!
Dage hvor man skal have det hyggeligt, ved de ny-udklækkede bedsteforældere, men hvor barnet er mor-syg med stort M og KUN vil være ved sin moar. Ja jeg kunne blive ved.

Og hvad er pointen med indlægget? Tjaa, ikke det vilde egentlig - det var bare lige det der florerede i hovedet :)


mandag den 27. oktober 2014

Weekenden der gik...

I fredags havde jeg fødselsdag og jer er dermed rykket fra boks 20-25 år, op til 26-30 boksen.

Jeg tror de fleste voksne (måske især kvinder) har det lidt anstrengt med at blive ældre - og det er da heller ikke fordi jeg er kæmpe fan - men i år, der er jeg faktisk rimelig tilfreds med det!
Jeg er 26 år, færdiguddannet, lykkelig gift og har fået mit første barn - det passer 100% med det jeg altid har drømt om - og når man har det sådan, så er det ingen sag at blive ældre :)

Selvom jeg ikke er noget barn længere, så er stadig helt pjattet med konceptet fødselsdag, hvor man bliver overrasket med gode gaver og hygger sig med dejlig mad.

I år var ingen undtagelse!
Min mand er ikke den store romantiker og det er sjældent at han planlægger noget rigtig ekstraordinært.
MEN, i år havde han sq strammet sig an!!!

Fredag morgen startede med 30 min massage ved en fysioterapeut, efterfulgt af en hjemmelavet brunch, som jeg kunne nyde mens manden hastede på arbejde.
Morgengaven bestod yderligere af en flot flot halskæde - min mand og jeg har på ingen måde samme smykkesmag, men denne gang fandt han noget, jeg virkelig godt kunne li!
Om aftenen serverede han andebryst, inden mine forældre ankom for at våge over Lea, mens vi tog et smut i biffen (første gang siden fødslen, hvor vi begge har "forladt" hende - og det gik så godt)!

Jeg synes det var en helt perfekt fødselsdag - så mangler vi bare at lære Lea, at når mor og far går sent i seng, så skal hun også sove længe - hvilket hun overhovedet ikke har præsteret denne weekend!
Men hva, man kan jo ikke få både i pose og i sæk vel.


tirsdag den 21. oktober 2014

Aygo 1234

Vi kommer næppe uden om det i denne uge. Så snart man tænder TV'et, for at se nyhederne eller det (efterhånden) sædvanelige Go' morgen Danmark, så står der KNÆK CANCER på programmet.

Jeg kan ikke rigtig lade vær med at blive lidt blød om hjertet, lige så snart syge mennesker mangler støtte. Jeg smider penge til sclerose-foreningens sparebøsse i netto, jeg støtter brysterne og jeg går for hjerteforeningen med min mobil-app (der fik man rigtig pudset sin glorie hva).

Dermed skal KNÆK CANCER selvfølgelig også have lidt støtte - ikke kun fordi de ikke skal snydes, men fordi jeg, ligesom mange andre, har haft og har kræft inde på livet.
Min mands mor og min mormor er døde af sygdommen. Min bedstefar og moster har haft det, men er nu raske og min bedstemor kæmper stadig kampen.

Jeg har valgt at støtte ved at sende en sms, med teksten AYGO til 1234. Således deltager jeg i konkurrencen om en toyota Aygo, samtidig med at jeg støtter kræftensbekæmpelse med 100.-
Det er da alt for genialt synes jeg! Ville da gerne have en lille ny bil, som kører længere på literen og alt det der - for kun 100.-. Og hvis jeg ikke vinder, ja, så er pengene ligesom gået til et godt formål ikke. Total win-win situation!

Støtter du også? Hvis ja, hvordan?

Måske du er lige så kreativ, som den unge kvinde fra Go'morgen Danmark, som samler flasker sammen rundt i landet, og donerer alle pengene til kræftens bekæmpelse?
Hun er oppe på omkring 65.000 så vidt jeg hørte - ret vildt hvis du spørger mig!

mandag den 20. oktober 2014

Babysvømning

For 2 uger siden, startede vi til babysvømning. Eller som de kalder det i Svømmestadion Danmark - Baby Vand Vaks.

Jeg er selv pjattet med vand og har altid elsket at komme i svømmehal som barn. Det var en af de ting, som vi kun gjorde med vores far (min mor HADER at bade) og det var altid en fest.

Jeg er også ret sikker på, at Lea bliver glad for det, når hun lige har prøvet det et par gange endnu.
Hun er i vandet i hele 25 minutter uden brok - tror det er ret lang tid for en førstegangs-svømmer. Der kommer ingen smil endnu, kun STORE undrende øjne.


Indtil videre, står jeg bare på kanten og knipser billeder - mens far og Lea plasker i vandet.
Jeg skal lige have investeret i noget badetøj, som min post. gravide krop kan være i ;)
Dernæst er jeg pæn tilfreds med, at far og Lea har "deres" aktivitet. Lea og jeg, går jo til baby tummel, så synes det er fint, at far også er aktiv med hende.

Nu vil jeg kaste mig over dåbskjolen - den hækler jo ikke sig selv vel. 

lørdag den 18. oktober 2014

Om at have barn OG hund

De af jer, der har fulgt med, lige siden at bloggen hed "GoldenByHeart" ved, at vores "første barn" er Carlo - vores elskede Golden Retriever.

I 3 år, har han været barnet i huset og vi har forkælet ham med hjemmelavede godbidder, lange gåture, ture i Marbæk og diverse hundeskove, agility træning og jagt.
Han har altid vidst, at han lå nederst i hierarkiet - men alligevel, var vi ret spændte på, hvordan han ville tage det, at dele vores opmærksomhed med Lea.

Jeg synes det er gået fantastisk. Han er MEGET glad for Lea! Ikke på den der beskytter agtige måde - hvor han ligger og passer på barnevognen - mere på den der, "jeg vil gerne slikke Lea overalt" måde.
Det er virkelig svært for ham at forstå, at det må altså ikke - egentlig lidt mærkelig, for han slikker ikke os?
Men herre gud! Han skal nok få det lært - og i forhold til hvad man hører af skræk historier, om hunde der bliver stressede og aggressive af, at få en lille ny i familien - så er det her peanuts!

Vi har dog et lidt større problem. Fra dag 1, har Carlo lagt på vores lår, når vi har siddet på gulvet - og det gør han stadig (med sin kampvægt på små 30 kg). Det er som sådan ikke noget problem, det er skam rigtig hyggeligt. MEN, Carlo tror også, at han kan hygge sig med Lea på den måde - og det kan Lea altså ikke holde til endnu.
Indtil videre er løsningen, at Lea er i kravlegården når hun ligger selv og er under skarp opsyn/beskyttelse, når hun ligger på gulvet.
Vi øver os hver dag - så jeg er sikker på Carlo nok skal få det lært. Ligesom han har lært, at når vi nu siger "dygtig", er det ikke altid til ham og når vi pludre og hygger på puslebordet på 2. sal, er det ikke en invitation til at han skal komme op (som han udmærket godt ved han ikke må). Åhh der er så meget der skal læres :)

Carlo er sikker på, at Leas skumtæppe er købt for hans skyld.

Så i dag fik Carlo en ny lækker pude i stuen - han elsker den allerede.

Andre der har erfaringer, gode som dårlige, med at have hund og så få et barn?


torsdag den 16. oktober 2014

At være mor - at være EVIG bekymret.

Sover barnet nok? Spiser det nok? Har det mon taget nok på næste gang sundhedsplejersken kommer? Burde det ikke trille, ligesom det andet barn i mødregruppen gør? Det græder godt nok meget, gu' ve' om det har kolik, eller feber, eller noget helt andet... Bør man ringe til lægevangten???
Alle mødre kender det... Man bekymrer sig!

Men, det er ikke denne slags "små" bekymringer, jeg vil snakke om i dag.
Nej nej, det er noget meget større - og noget helt uforventeligt.
For jeg havde bestemt forventet, at jeg ville blive sådan en mor, som bekymrede mig en del. Men aldrig havde jeg forestillet mig, at hele mit verdensbillede ville ændre sig!
Pludselig bekymrer jeg mig vanvittigt om den globale opvarmning, atomkraftværker, Ebola og al den krig der foregår i verden.
Det lyder hammer egoistisk det her... Men det bekymrede mig ikke rigtig før! Herregud, alt det der krig, det sker jo ikke i Danmark, Ebola er i Afrika og den globale opvarmning, tjaa, det er der jo delte meninger om - og det når sandsynligvis ikke rigtig at påvirke mig i min levetid.

Men nu hvor jeg er blevet mor og har en datter, der skal leve videre i den her verden, som skal have mand, børn, børnenebørn osv. Så betyder det bare rigtig rigtig meget! For nu handler det ikke kun om mig længere.
Nu bekymrer jeg mig, for den verden min datter og fremtidige familie skal leve i. For det skal være et godt liv de får, allesammen. Ingen af dem skal opleve 3. verdenskrig eller bo på en tømmerflåde, fordi al verdens is er smeltet og der ikke er mere land tilbage.  

Og hvad gør jeg så ved det - ud over at bekymrer mig over det - og drive min mand til vanvid med alle mine tanker :)
Tjaa, ikke så frygtelig meget endnu - har kun været mor i 3 måneder ikke... Men jeg vil gerne gøre noget ved det!

Så er det store spørgsmål bare: "Hvad kan lille mig, stille op mod global opvarmning, krig og en virus der potentielt, kan udrydde hele verden"?
Det er helt sikkert, at det bliver ikke mig, der finder "kuren" mod Ebola, eller stopper den globale opvarmning alene, eller hejser det hvide flag for hele verden og dermed stopper al krig.
Men jeg er ret sikker på (jeg er nødt til at bilde mig selv ind), at små ting som at: Sorterer affald (dåser, pap, kompost). Slukke stikkontakter, så man ikke bruger unødig strøm. Spare på vandet - aka. tage kortere bade og stoppe madspillet, kan være med til at rede verden.
Nåå ja, så kunne det jo også være, man skulle gøre som Lortemor og Iværksættermor og deltage i lidt frivilligt arbejde!

Bekymrer alt det her også dig? Og hvad gør du for at "rede verden"?

tirsdag den 14. oktober 2014

Kan jeg få tiden til at gå?

Det mest anvendte spørgsmål under min barsel (indtil videre) er: "Nå men, kan du så godt få tiden til at gå"?

Og om jeg kan!
Jo, hverdagen kan da godt blive lidt triviel - lege, spise, skifte ble, sove (læs mor-tid) og så forfra igen. Men heldigvis, har jeg efterhånden en del aktiviteter at bryde (eller pryde om man vil) hverdagen med.

Foruden lægebesøg, babysvømning (mere om det i et andet indlæg) og mødregruppe, går Lea og jeg nemlig til "Baby Tummel".
En gang i ugen, tager vi ind til fysioterapien i Storegade og tumler med andre babyer i 45 minutter.
Lea startede da hun var to måneder og viste ikke stor begejstring de første 2-3 gange - men nu ELSKER hun det.

Jeg har vidst, allerede inden jeg fik Lea, at når jeg engang fik børn, så skulle vi finde et sted at gå til Tumlastik eller Baby Tummel. Det er jo klart, at jeg som gymnast og fysioterapeut, ikke kan vente med at gå til motion med Lea, til hun bliver 2 år og kan gå til mor/far/barn gymnastik.

Foruden at Lea skal blive glad for at bevæge sig, synes jeg det er vigtigt, at hendes sanser bliver stimuleret - og det skal jeg love for at de gør til Baby Tummel.
Vi laver så mange øvelser, som jeg ikke selv havde fantasi til, eller mod til at kaste mig ud i - for den sags skyld.
Selvom vi nu har været afsted 5 gange, og ide-banken er ret fuld af øvelser og inspiration, har jeg alligevel købt 8 træninger mere. For jeg ved, at jeg ikke får tumlet intensivt i 45 minutter, når jeg bare går rundt alene her hjemme. Dernæst, tror jeg Lea vil få endnu mere ud af, at komme ud blandt andre børn, når vi starter igen til januar. 

Hvis du også kunne tænke dig, at komme afsted til Baby Tummel, kan du læse mere om det HER.
Jeg kan klart anbefale det. Det er en skøn møde at være sammen med sit barn på OG ungerne er dejlig trætte bagefter :)

Indlægget er ikke sponsoreret. 

mandag den 13. oktober 2014

1512 kroner er brugt

Indtil nu, har Lea fået det allergivenlige modermælkserstatning "Nutramigen".
Hun får det fordi, hendes far virkelig har trukket nitten i allergispanden! Han er allergisk overfor: Græs, birk, hund (ja - vi har hund) og begge husstøvmider (jo jo, der findes faktisk to - åbenbart). Oveni hatten, havde han også astma som barn - heldigvis ikke noget han mærker noget til længere! 
Ingen af os ønsker, at Lea skal "arve" hendes fars allergi (og da slet ikke hund og støv), så derfor, har vi på de kloge lægers opfordring, givet hende det herre-dyre modermælkserstatning.
MEN! I dag, har jeg handlet den sidste omgang (håber jeg). Om 26 dage, er Lea nemlig 4 måneder og så må hun få almindeligt erstatning - hold kæ*t vi glæder os.

Pga. den høje pris på nutramigen (216.- for 400g), spiser den lille dame, for ca. 2500.- i måneden. Det er altså hvad mor og far her bruger på mad i måneden!!! Men hvad gør man ikke for sin lille guldklump :)

Så det er med ekstrem fornøjelse, at jeg nu kan vise, den sidste omgang pisse-dyr-baby-føde:

7 bøtter - 1512 danske kroner!

tirsdag den 30. september 2014

Tigerspring - fup eller fidus?

Tigerspring - øhh, hva er det?

Jeg havde godt læst ganske lidt om emnet (som ikke har noget som helst med en tiger at gøre) inden jeg blev mor - længe leve andre bloggere - men jeg havde ikke sat mig dybere ind i det, end at jeg vidste, det havde noget med barnets udvikling at gøre. So far, so good. 

Men i tirsdags, fik manden og jeg (og Lea selvfølgelig) lov at føle, hvad sådan et tigerspring går ud på.
Lea var helt ude af den - utrøstelig, pyldret og omklamrende - mere end normalt altså :) Intet hjalp... Vi gyngede, sang, nussede og trøstede alt hvad vi kunne - lige meget hjalp det.

Mens manden prøvede at berolige Lea med en gåtur i barnevognen, forsøgte jeg at google mig frem til, hvad søren der kunne være galt - google, en nybagt mors værste fjende og samtidig bedste ven.
Jeg må have googlet noget i retningen af "12 uger gammel og utrøstelig" og nærmest samtlige hits konkluderede at Lea var igang med et tigerspring!

Dette ledte selvfølgelig til yderligere research...
Alle Leas "symptomer" om man vil, passede på tigerspringsteorien. Jeg læste et sted: "dit barn er så utrøsteligt, at du overvejer at søge professionel hjælp" - ohh yes, det er første gang jeg har følt trang til at tage tøsens temperatur, for hun måtte jo være syg!!! 

Anyways, så fandt jeg ud af, at 2 hollandske forskere mener, at babyers mentale udvikling sker sådan meget pludseligt og kan være utrolig overvældende for barnet.
F.eks. ser baby sort/hvid den ene dag og dagen efter, vågner baby op til en verden i farver - det må sq da også være lidt skræmmende!
De 2 forskere har så undersøgt/observeret en ordentlig røvfuld babyer og konkluderet, at disse mentale udviklingsspring næsmest kan sættes i kalender - 10 spring i løbet af 77 uger.

Vores sundhedsplejerske deler ikke hollændernes teori, hun siger at der er meget andet evidensbaseret viden, som man kan forklare babyernes adfærd med. Men jeg kan bare sige så meget, at teorien passede fuldstændig på Leas humør i sidste uge - såå, jeg vil våge den påstand, at der er noget om snakken - hvilket bringer mig frem til hele pointen med dette indlæg:

Er du nybagt mor eller gravid, så få fat i bogen eller app'en "Vidunderlige uger". Her får du hjælp og vejledning til hvad du kan gøre, for at hjælpe dit barn gennem det mentale spring OG du får en forklaring på, hvorfor dit barn pludselig er så ked af det. 

Billedet er tyv"stjålet" fra min gode ven google.

Indlæget er ikke sponsoreret :)

tirsdag den 23. september 2014

14 nøgler garn - 1,5 måneds hækletid

Jeg må have fået en mindre hjerneblødning!
I går forelskede jeg mig i ideen om, at lave Leas dåbskjole. Vi har ingen kjole i familien, som går i arv, fra barn til barn - så sådan en tradition kunne vi godt tænke os at starte.
Det ville selvfølgelig være ekstra specielt, hvis kjolen var lavet af et familiemedlem og det er så her jeg selv kommer ind i billedet.

Jeg har simpelthen tænkt mig, at trylle 14 nøgler garn om til en dåbskjole med der tilhørende kyse. Opskriften på kjolen ser ok overskuelig ud, MEN, barnedåben er allerede d. 2. nov. Så jeg vil mene jeg har pænt travlt!

Hep på mig!


mandag den 22. september 2014

Flaskebarn = forstoppelse = zoneterapi = lykke

For at gøre en laaaang historie kort, kæmpede vi 6 døgn på sygehuset med amningen - uden resultat. Selvom jeg både pumpede, brugte næsespray og fik akupunktur, gav det kun 8 ml mælk til vores lille pige, efter 1 times ammearbejde.
Vi besluttede os herefter for (med god samvittighed, men tungt hjerte), at L skulle være flaskebarn.

Vi var lykkelige for beslutningen, pigebarnet tog endelig det på hun skulle og vi havde en overordentligt tilfreds unge - i 2 døgn that is. For herefter mødte vi bagsiden af medaljen - forstoppelse!

Sundhedsplejerskerne (vi havde 4 forskellige, fordi vi fik et barn i sommerferien) sagde at det var normalt, at flaskebørn fik forstoppelse.

Første råd gik på at L skulle drikke 100 ml vand - prøv at få vand i et spædbarn - det er svært, men lykkedes dog og lige lidt hjalp det.
Andet råd gik på, at pigebarnet skulle have lactulose (afføringsmiddel) - det hjalp - MEN, sjovt nok, er bivikrningerne af lactulose ONDT I MAVEN - jo tak, det havde L ligesom i forvejen ikke. Så det hjalp ikke rigtig i det lange løb vel! Gud fri mig vel - tror aldrig vores datter har været så ulykkelig, som da vi proppede de l*rt i hende.
Tredje råd gik på at prøve movicol (2. afføringsmiddel), det hjalp også og det virkede ikke til at L havde det samme omfang af bivirkninger - men alligevel - der er sq nogle alarmklokker der ringer indeni mig, når jeg skal proppe afføringsmiddel i mit spædbarn!
Da sundhedsplejerske nr. 4 en dag informerede om, at det var meget normalt, at flaskebørn skulle have movicol i op til 2 år tænkte jeg "fadme nej".
Så efter henvisning af en gammel veninde, blev manden og jeg enige om, at prøve zoneterapi. Vi tænkte - det kan vel ikke skade!

Det skadede på ingen måde, det modsatte faktisk. Vi fik 3 behandlinger med 1 uges mellemrum mellem hver. OG siden da, har der INGEN problemer været. Jeg siger ikke, at det virker på alle børn. Men det virkede på vores og det er jeg EVIG taknemmelig for!
Vi har ikke brugt afføringsmiddel siden og det er jeg lykkelig over!

Hvorfor kan sundhedsplejerskerne ikke komme med sådan nogle råd istedet for - ja undskyld mig :)

fredag den 19. september 2014

Gåtur i den gode sags tjeneste.

Når man er på barsel, går der en del tid med, at trille ungen rundt i sin barnevogn - i håbet om lidt ro og fred. 
Og når man nu alligevel er afsted, hvorfor så ikke støtte hjerteforeningen?

Via app'en "gå for hjertet", støtter Becel hjerteforeningen med 1 kr. for hver kilometer du går (og det bliver vel og mærke et par stykker, i løbet af en hel barsel). Slet ikke dårligt hvis du spørger mig.  


Ikke et sponsoreret indlæg - bare et lille tip til at få ekstra udbytte af din gåtur.

tirsdag den 16. september 2014

Om mig

1: Jeg er et produkt af min mor, vi ligner hinanden utrolig meget. Men når jeg står i et køkken, så er jeg en tro kopi af min far... Vanvittig hidsig når noget går galt -  vil helst ikke have hjælp, for det skal gøres på min måde - nogle gange lidt for ambitiøs og altid alt for selvkritisk.

2: Jeg har et ekstremt strukturerings-/planlægningsbehov, men har samtidig ikke evnen til at holde mit hjem ryddeligt.

3: Mine 3 hovedmåltider er altid fornuftige - ALLE snacks der imellem (det værende sig både væske og fast "føde") er næsten altid sukkerholdige. Derfor føler jeg mig super sund, når jeg drikker en pepsi-max.

4: Jeg har giftet mig med verdens dejligste mand - ved godt det er kliche-agtigt, but so be it!

5: Jeg er kedelig fornuftig med min økonomi.

6: Jeg føler mig kriminel bare jeg holder en cigaret - har aldrig røget og kommer heller aldrig til det. 

7: Jeg HADER frugt i mad! Rosiner (kan så diskuteres, om det i det hele taget går under kategorien frugt) skal ikke i boller, ananas skal ikke på pizza og æbler skal aldeles ikke i boller og karry!!!

8: Man har et standpunkt, indtil man tager et nyt - jeg ELSKER banankage :)

9: Jeg tænker for meget over alt - men har samtidig ikke evnen til at tænke før jeg taler. 

10: Jeg er blevet total grebet af det at blogge - ved egentlig ikke hvorfor. Måske jeg bare godt kan lide digital-dagbog konceptet - hvor jeg alligevel ikke fortæller alt!
Jeg bilder desuden mig selv ind, at det ikke betyder noget for mig, hvor mange der følger min blog, eller læser mine indlæg - men gu faen betyder det noget - så håber i vil følge med. 

3 hurtige om mig som mor

Den mor jeg drømmer om at være: Emili

Den evigt positive tilgang til livet, jeg som mor gerne vil have: Twinpeaks (og i øvrigt, vil jeg også kan have hendes eminente formuleringsevne som blogger)

Den mor jeg i virkeligheden er: Lortemor

mandag den 15. september 2014

Nyt navn og koncept på bloggen

Har længe gået med tanken om, at ændrer konceptet her på bloggen.
Det der med kun at blogge om hækling, det holder ikke rigtig når man er nybagt mor - og allermest har lyst til at dele glæder og frustrationer over sin ny tilværelse.

Så dermed, bliver det her en altmulig blog. Jeg kommer både til at skrive om hækling, det at være mor, Carlo og forhåbentlig en masse andet også.

Jeg har dog dummet mig lidt!
Jeg ændrede internet-adressen bloggen (goldenbyheart), før jeg skrev et indlæg om ændringen. Så nu er alle mine følgere sikkert super forvirrede... Smukt nok.

Håber dog, at der er nogle der finder mig igen :)

Og til de ny af jer, velkommen til :D

Følg min "ny" blog på bloglovin

<a href="http://www.bloglovin.com/blog/12875525/?claim=twww83cmhnn">Follow my blog with Bloglovin</a>

One down - one to go

Har netop færdiggjort dette harlekinpudebetræk.


Eller, dvs. den er jo ikke "rigtig" færdig endnu. Der er lige et par ender der skal hæftes og så skal jeg se om jeg kan finde en, der kan sy et stykke stof på bagsiden, så det bliver en pude.
Selv HADER jeg er sy - det suger al positiv energi ud af mig...
Syningen må dog lade vente på sig, da jeg er igang med endnu en pude af slagsen - i aflang model.

Jeg kan desværre ikke dele opskriften med jer, da den er købt og betalt (du kan finde opskriften HER). Men jeg kan afslører hvilket garn jeg har brugt:


Håber snart at kunne dele det endelige resultat af puderne.
Hep på mig og send masse af søvnig energi afsted til min datter ;)

fredag den 22. august 2014

Hæklet babykjole

Wuhuu! Tøsen har lært at tage sig en god formiddagslur i barnevognen - hvilket giver mig hækle-tid.

Derfor kan jeg nu vise det (næsten) færdige resultat af den lille kjole.

Kjolen mangler 3 knapper på bagsiden, før den er HELT færdig. 

Jeg er meget tilfreds med resultatet og er ret sikker på, at der skal hækles en mere i en anden farve og størrelse. 
Opskriften er super let at gå til, speciel hvis man også følger Garngrammatik's billede-guide.




tirsdag den 5. august 2014

Får en nybagt mor hækletid?

Ja det gør hun da - men også kun fordi hendes (efterhånden) faste hækle-buddie ByBrandt, "tvinger" hende til en hækle-date i ny og næ.

Min ny titel taget i betragtning, har jeg kastet mig ud i mit første tøj-projekt - nemlig denne søde sommerkjole fra Familie Journalen - som i dette tilfælde bliver en efterårskjole til lille-pigen.

Jeg forelskede mig i kjolen, på bloggen Garngrammatik hvor der også ligger en lille hjælpende billede guide til at forstå opskriften :)

Kjolen er ikke færdig endnu, men her kan i se lidt billeder af processen:

Lea er selvfølgelig med 


Nåå ja, så skal i da også lige se endnu en lækker hæklet gave, som den (allerede) forkælede unge har fået.


Den er da for nuttet :)


mandag den 21. juli 2014

Den der "mor" titel, er en frygtelig tidsrøver!

Så fik den lille prinsesse endelig meldt sin ankomst - Tirsdag d. 8/7-14 kl. 01:29
Siden da, har vi haft 6 døgn på sygehuset og er nu efterhånden ved at falde til her hjemme.

Det er dog ikke blevet til hverken blogging eller hækling - lige pludselig går livet op i bleer, modermælkserstatning og hud-til-hud kontakt - som by the way, er super ekstra varmt i det solberigede DK. Meen, nu er der aftalt hækle-date med ByBrandt (som forresten har lavet den lækreste barselsgave - tjek den ud på hendes blog) på onsdag og så skal endnu et hækleprojekt sættes igang.

Nå ja, så er det vel på sin plads med et par billeder af vidunderet :) Plus lidt hæklerier selvfølgelig - det her er jo ikke en "mor" eller "baby" blog :)



søndag den 6. juli 2014

Hæklet Stjernebold

Jeg er nu 4 dage over termin - og total utålmodig!!!
Ventetiden bliver brugt på små hækleprojekter - de fleste til den lille pige, som forhåbentlig snart melder sin ankomst.

I dag er jeg blevet færdig med denne stjernebold:




Jeg har lavet en før, som barselsgave til en veninde.
Denne gang ville jeg prøve at lave bolden i 12 forskellige farver. Den er blevet vældig festlig, meeen, jeg tror nu bedre jeg kan lide komceptet, med at vælge 3-6 farver, som passer lidt sammen. 

Opskriften jeg har brugt, finder du HER. Selve hækledelen er super nem, det er monteringen der kan drille.
God fornøjelse.







lørdag den 28. juni 2014

#sommerrangle

For noget tid siden, lagde lutter idyl denne fine sag ind på hendes blog.
Jeg kan slet ikke stå for den, og da jeg endnu ikke har hæklet noget legetøj til lille-pigen (overhovedet) så var det et oplagt projekt at gå igang med.



Den er blevet lidt skæv, men hva, det er en 0-årig nok pæn ligeglad med.
Et hurtigt projekt der kun tog en eftermiddag. Opskriften findes i bogen LutterLøkker, som jeg varmt kan anbefale at man investerer i. 


Babytæppe færdig!

I forgårs blev mit babytæppe færdig.
Nu er det nyvasket og foldet sammen, klar til en tur på fødegangen - som godt snart må komme.

Tæppet måler 83x100 cm

Der er brugt 6 forskellige farver bomuldsgarn - 12 nøgler i alt.

Jeg er vild med tøse-farverne og er sikker på det vil blive flittig brugt!

Opskriften på tæppet finder du HER

mandag den 23. juni 2014

Endnu en barselsgave

I sidste uge var mine forældre - de kommende bedsteforældre (til deres første barnebarn) forbi til en kop kaffe. Og nu kunne min mor ikke vente længere!!! Hun har strikket, hæklet og shoppet babytøj og ting siden de fik besked om graviditeten og nu ville hun altså gerne give herlighederne videre.

Vi fik mange skønne ting (bleer, body'er, legetøj, huer, hagesmække og meget mere), både købt og hjemmelavet. Men det mest imponerende, var dette søde sæt hjemmestrik:

Lille cardigan med tilhørende hat.

Jeg synes mønsteret er SÅ fint.


Jeg vidste faktisk ikke min mor kunne strikke - troede "kun" hun kunne hækle, så jeg er ret begejstret for den fine gave.
Nu glæder vi os bare til, at lille-pigen kommer til verden. Forhåbentlig går der ikke mere end 9 dage, men hvem ved - os førstegangsfødende har jo ry for at gå over tid.



onsdag den 11. juni 2014

Nyt evighedsprojekt...

... som helst skal tage max. 3 uger, fremfor en evighed.

De fleste af jer husker nok mit første hæklede babytæppe (evighedsprojekt). Jeg er super tilfreds med tæppet, men det er blevet helt kvadratisk, ret tungt, og trevler desværre lidt de steder, hvor jeg bare har bundet knuder som hæftning - dummeslag!!!
Anyways, så bliver tæppet ikke et barnevognstæppe, som jeg i første omgang havde tænkt. Istedet, ligger det og pynter i kravlegården - tip top klar til at der kommer en lille skid og gylper på det.

Så, nu mangler jeg jo et tæppe til barnevognen - og det er netop det jeg er gået igang med.
Denne gang har jeg valgt at kaste mig ud i et granny-stripes mønster og så udelukkende i tøsefarver!!!

6 lækre "pigefarver" i det billigste bomuldsgarn fra Garn Experten i Esbjerg. 

Er blevet ret vild med de Granny-stripes der.

Så langt så godt. 

Tæppet måler 82 cm i breden og skal gerne være 1 meter lang (minimum).
Jeg har næsten brugt alle 6 ruller garn og da tæppet kun måler ca. 30 cm i længden, skal der vist en ny omgang garn til - godt jeg valgte de billige bomuldsgarn :)

Opskriften skal jeg nok ligge ind, så snart jeg kan vise det færdige resultat. 

mandag den 9. juni 2014

Hyldeblomstsaft

I onsdags tog manden og jeg på hyldeblomst-rov. Hylden er rigtig sprunget ud her i Sønderris, så det var ikke den store udfordring, at finde det gratis materiale fra naturen, som nu er blevet til den lækreste sommer-læske-drik.

Den opskrift jeg har brugt 2 år i streg og med stor succes, finder du HER.

                        50 skærme hyldeblomst klippet fri for stilke                      2 citroner i skiver


                                   En lille smule sukker (1,5 kg)                                2 liter vand 

Hele herligheden stod i køleskabet i 3 dage og hyggede sig. Nu er saften siet og hældt på flasker.
Jeg vil tro der er kommet ca. 2 liter saft ud af vores anstrengelser - som jeg har glemt at tage billeder af - smukt.

Skynd jer ud og rib naturen - inden vi ser os om, er blomsterne visnet.
Go fornøjelse.


tirsdag den 3. juni 2014

Køkkenhaven

Vi er ikke de store have-mennesker og dette er jo heller ikke en have-blog. Men alligevel, har jeg en ustyrlig trang til at vise vores hvidløg frem.

Sidste efterår, havde vi en masse hvidløgsfed, som lå i "frugtskålen" og spirrede. Vi tænkte, at det kunne være sjovt at plante dem - bare for at se hvad der ville ske - og ned i jorden kom de. 

Nu ser de således ud:


I går, prøvede vi at hive den mindste op af jorden - bare for at se hvad der var kommet ud af forsøget.
Og jo jo, nu kan vi få hjemmedyrket hvidløg - slet ikke tosset hvis du spørger mig :)

Det mindste skud på stammen - vi glæder os til at trække de store op senere på sæsonen.

Nåå ja, så lige en persille update.
Sidste år, plantede vi en masse persille og fik et stort bred bed ud af det, som vi nød godt af hele sommeren og efteråret med.
Persillen er der igen i år, men den er betydelig højere end den er bred! Men hva, persille, det er der i hvert fald rigeligt af. 

 
                                        Sidste år                                                     I år           


Barselsgave

Som hækler, har jeg stor fornøjelse af at færdiggøre hækle-projekter. Om de skal gives væk eller anvendes i hjemmet, er stort set ligemeget - glæden er stor uanset hvad. MEN, glæden er da endnu større, når der er andre der forkæler en med skønne hæklerier.

Kage-milla, som er medlem af min lille hækleklub, har været så flink at hækle/kreere denne søde uro:


Fra "baby's" synsvinkel


Uroen hænger i badeværelset over puslebordet - total klar, til at der forhåbentlig er en velskabt baby i hjemmet om 4 uger. 

Endnu engang tak til Camilla :)
 

fredag den 23. maj 2014

Hækle DIY

Ikke så meget nyt på hæklefronten. Derfor har jeg brugt lidt tid på at lave en ny fane: Hækle DIY - her finder i "alt det" jeg har hæklet (næsten), hvor jeg kan dele opskrifterne med jer.



Tjek det ud og ha ellers en herlig weekend :)

tirsdag den 20. maj 2014

Tiden flyver...

... når man er på barsel! Den ene dag tager den anden og lige pludselig, så er tiden gået og vi skal prøve det der med at være forældre :)

Jeg får slet ikke nået alt det jeg gerne vil. Det meste af tiden går med at pakke køkkenet ned (vi skal have nyt i næste uge), gå til gravid motion i svømmestadion og give hunden en masse, lange og velfortjente gåture.

Og apropos hunden, så havde "bassen" fødselsdag d. 5. maj - hvilket jeg glemte fuldstændig!!!
Sidste år "fejrede" vi fødselsdagen i Oksbøl hundeskov, hvilket Carlo nød i fulde drag. I år, blev fødselsdagen fejret med et forsinket KÆMPE-kødben.


Carlo holder (næsten) sin fødselsdagsgave.

Carlo fik lov at lege lidt med benet i 10 minutter - hvorefter det bliver savet i 4 mindre stykker. Det dur jo ikke at bølle-hunden får ondt i maven. 

tirsdag den 13. maj 2014

Hakke workshop

Min første hele uges barsel, blev i går skudt i gang med en tur til Århus sammen med ByBrandt.

Vi havde tilmeldt os pescno's hakke-workshop fra 17-20, men kørte allerede fra Esbjerg kl. 10, så vi liiiige kunne nå at shoppe "lidt" inden.

Ud over det obligatoriske kig i gågaden og Bruun's galleri, skulle vi forbi garnforretningen Fandango. De har en masse lækre og total "uundværlige" ting for os hækle- og strikkekvinder.
Jeg kom hjem med:


3 opbevaringstasker i forskellige størrelser. Perfekt til at holde styr på garn og pinde i en større taske.



Dette smarte etui til hæftenåle. Nu behøver jeg ikke rode rundt i min lille kasse, for at finde den nål jeg skal bruge.


Og selvfølgelig en hakkenål!

Kl. 17.00 var det som sagt workshop tid og vi kørte til Yarnfreak hvor workshoppen blev afholdt.
8 kvinder, 8 pinde, en masse af garnrester og alt for mange fristelser i den skønne forretning. 



Mit første hakkeforsøg - med masse af fejl, men hva faen.

       Made by Pescno                                 Mit forsøg på at efterligne

Der blev tabt en del masker i læringsporcessen, men jeg synes vi fik ok styr på det til sidst. Såå, tror baby projekterne bliver lagt på hylden et øjeblik, så jeg komme i gang med at hakke - og blive ved at huske hvordan man gør :)