Jeg læste engang et sted, at det at blive mor, var en ultimativ oplevelse - ultimativ lykke og samtidig ultimativ frustration - og jeg forstår det sååå godt.
Man kan også vælge at kalde det, en "både og" oplevelse.
Pludselig er ungen rykket op i str. 62 og man bliver lykkelig over, hvor godt hun vokser - men samtidig helt skræmt over, hvor hurtigt det pludselig går.
Når pigebarnet så, samme dag, bryder ud i utrøstelig gråd, så tænker man "nøj hvor jeg glæder mig, til hun er gammel nok og kan fortælle hvad der er galt" og så går tiden bare alt for langsom.
Sådan er det med mange ting. Man glæder sig over den gode kontakt og alle de smil man pludselig får, nærmest fra den ene dag til den anden. Men med i den pakke kommer også, at barnet pludselig kræver mere kontakt og ikke gider lege selv.
Jo ældre de bliver, jo mere bevidste bliver de om, hvad de gerne vil og hvad de BESTEMT IKKE vil - og pludselig forstår de også, hvilken magt deres gråd har.
Det er mega fedt at være blevet mor og jeg nyder det hver dag (ikke hele dagen, hver dag, men hver dag). Man skal prøve det selv tror jeg, men den der ubeskrivelige kærlighed og lykkefølelse, den vokser sig bare større og større for hver dag der går.
Når det så er sagt, så er det dælme også frustrerende!
Der er dage, hvor man står med et tydeligt træt barn i armene, som IKKE vil sove og ytrer sig højlydt herom - i lang tid - før det endelig giver op. Dage hvor barnet nærmest kun er på tværs. Dage hvor far kommer hjem og tager over, men gør det helt helt forkert (synes man selv) og man er nødt til at holde sin KÆFT, for at bevare sit ægteskab - stakkels mænd altså, vi kan jo være frygtelige os kvinder!
Dage hvor man skal have det hyggeligt, ved de ny-udklækkede bedsteforældere, men hvor barnet er mor-syg med stort M og KUN vil være ved sin moar. Ja jeg kunne blive ved.
Og hvad er pointen med indlægget? Tjaa, ikke det vilde egentlig - det var bare lige det der florerede i hovedet :)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar