tirsdag den 28. januar 2014

Indlæg nr. 100

D. 1. maj 2013 oprettede jeg denne blog og nu 8 måneder senere skriver jeg så indlæg nr. 100.
Det er lidt sjovt at tænke på hvordan det hele startede, hvilket også har fået mig til at tænke over, hvorfor jeg egentlig bliver ved.

Mine (snart) 100 indlæg er blevet læst 5494 gange, hvilket giver ca. 22 læsere pr. dag.
Det er jo ikke ret mange sammenlignet med andre bloggere - nogle har jo over 1000 læsere om dagen!
Selvfølgelig ville det være herligt, hvis jeg også havde så mange følgere på min blog. Og jeg sætter STOR pris på mine 7 faste læsere. Men jeg blogger ikke for at få web-opmærksomhed, jeg blogger for min egen skyld - fordi jeg elsker det!

Jeg kan godt lide at dele mine oplevelser, kreative ideer og hverdagens små hygge-stunder, med dem der nu måtte have lyst til at følge med. Samtidig får jeg meget glæde af, at tage et tilbageblik i min egen blog, for at se hvad der rørte sig for flere måneder tilbage - det er næsten som at have en lille dagbog.

Så jeg bliver ved med at blogge - forhåbentlig længe endnu.
Jeg drømmer om, at jeg kan blive mere nyskabende med min hækle-hobby. Måske udvikle en opskrift selv. Men der er jeg ikke helt endnu, der er stadig rigtig meget jeg ikke har lært/prøvet.
Så i første omgang, skal jeg kaste mig ud i mange flere hækleprojekter, så jeg kan lære endnu mere - måske deltage i en hækleworkshop eller 2. Og hvem ved, måske kommer en af mine egne opskrifter til i indlæg 200.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar